Hvad er mere passende end P4, der kl. 5 om morgenen vælger at sende en farvel trilogi ud i æteren, mens vi begiver os til Billund? Jeg blev ramt af det klassiske popsangs-syndrom, hvor jeg tænkte: Det her er lavet til mig! For aldrig har alle guitaristers yndlingsbegyndersang ramt bedre:
All my bags are packed, I'm ready to go
I'm standing here outside your door
I hate to wake you up to say goodbye
But the dawn is breakin', it's early morn
The taxi's waiting, he's blowin' his horn
Already I'm so lonesome I could cry.
Chorus:
So kiss me and smile for me
Tell me that you'll wait for me
Hold me like you'll never let me go.
(oh, baby, don't let me go!)
I'm leavin' on a jet plane
I don't know when I'll be back again
Oh, babe, I hate to go.
At Denver så døde ombord på et fly er hurtigt glemt, når Sebastian efterfølgende synger Du er ikke alene. Meget betryggende, så skal det hele nok gå alt sammen.
Nu er jeg så ankommet til landet, hvor at puste og stønne med sin bagage op af trapperne er fortid. I stedet glider de galante briter forbi, fulgt af et "May I help you?" England er et høfligt land, og jeg elsker det. Belæsset med 45 kg.s bagage lod jeg hurtigt feministiske principper bag mig og sagde taknemligt ja tak!
Hurtige snapshots fra mit nye mondæne nabolag:
Den klassiske telefonboks, læg mærke til bussen i baggrunden. Et af dagens højdepunkter var, da en lille lastbil kom kørende forbi, hvor ladet var et udstillingsvindue med et køkken fra IKEA. Prikken over i'et var bilens højtalere, der for fulde hørm blæste ABBA ud. Der hvor det blev for meget, var da co-driveren sprang ud af førerhuset og uddelte plasticroser til tilfældige folk på gaden. Tror ikke den var gået i Sverige.
Et andet højdepunkt var, det ekspeditricen i Silverstone (dejlig boghandel, alt for tæt på) roste min muffe. Føler mig allerede mere som en londoner.
Og sidst, men ikke mindst: Afskedsmiddag med hummerhaler og champagne. Tror lidt mine forældre var bange for, hvad jeg ville få at spise, når jeg kom frem, så de kokkerede efter alle kunstens regler op til afgang. Til deres forsvar skal siges, at de nok havde ret. Men. Så længe der er morgenmad og aftensmad inkluderet i huslejen og de opererer med Light Supper og High Tea oven i, klager jeg ikke. Ikke endnu i hvert fald.
Har endnu ikke set skyggen af min roommate, det bliver lidt spændende.
I morgen begynder første dag på Westminster. Også ret spændende.
All my bags are packed, I'm ready to go
I'm standing here outside your door
I hate to wake you up to say goodbye
But the dawn is breakin', it's early morn
The taxi's waiting, he's blowin' his horn
Already I'm so lonesome I could cry.
Chorus:
So kiss me and smile for me
Tell me that you'll wait for me
Hold me like you'll never let me go.
(oh, baby, don't let me go!)
I'm leavin' on a jet plane
I don't know when I'll be back again
Oh, babe, I hate to go.
At Denver så døde ombord på et fly er hurtigt glemt, når Sebastian efterfølgende synger Du er ikke alene. Meget betryggende, så skal det hele nok gå alt sammen.
Nu er jeg så ankommet til landet, hvor at puste og stønne med sin bagage op af trapperne er fortid. I stedet glider de galante briter forbi, fulgt af et "May I help you?" England er et høfligt land, og jeg elsker det. Belæsset med 45 kg.s bagage lod jeg hurtigt feministiske principper bag mig og sagde taknemligt ja tak!
Hurtige snapshots fra mit nye mondæne nabolag:
Den klassiske telefonboks, læg mærke til bussen i baggrunden. Et af dagens højdepunkter var, da en lille lastbil kom kørende forbi, hvor ladet var et udstillingsvindue med et køkken fra IKEA. Prikken over i'et var bilens højtalere, der for fulde hørm blæste ABBA ud. Der hvor det blev for meget, var da co-driveren sprang ud af førerhuset og uddelte plasticroser til tilfældige folk på gaden. Tror ikke den var gået i Sverige.
Et andet højdepunkt var, det ekspeditricen i Silverstone (dejlig boghandel, alt for tæt på) roste min muffe. Føler mig allerede mere som en londoner.
Og sidst, men ikke mindst: Afskedsmiddag med hummerhaler og champagne. Tror lidt mine forældre var bange for, hvad jeg ville få at spise, når jeg kom frem, så de kokkerede efter alle kunstens regler op til afgang. Til deres forsvar skal siges, at de nok havde ret. Men. Så længe der er morgenmad og aftensmad inkluderet i huslejen og de opererer med Light Supper og High Tea oven i, klager jeg ikke. Ikke endnu i hvert fald.
Har endnu ikke set skyggen af min roommate, det bliver lidt spændende.
I morgen begynder første dag på Westminster. Også ret spændende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar