Fest på Themsen

Thames Boat Party

Det lød alt sammen meget godt. I invitationen stod der: Join us for an evening of music, dancing and drinks on The Dutch Master. See the London sights from the water and enjoy spending time with your new friends at the University of Westminster. 

Ikke dårligt.  Havde egentlig en forventning om, at alle ville være i samme båd (høhø, BOAT-party!  okay, not so funny) men nej. Da jeg kom, befandt alle sig i fast integrerede grupper, hvor amerikanerne udviste fantastiske evner til at finde hinanden og havde således festet hårdt sammen hver dag i en uge op til. Godt så.

Hvad gør man så? Enten maser man på og introducerer sig selv, eller også sidder man pænt på en stol og venter på, at nogen ser ligeså lost ud som en selv. Jeg gjorde det sidste. Til al held fandt jeg sammen med 3 andre piger, der heldigvis var søde og ligeså gruppeløse som mig.  Endte på en pub i Camden, og kan godt lide konceptet.

Men selvom jeg ikke fik mødt så vildt mange medstuderende, var udsigten flot, bygningernes glasfacader blev spejlet i vandet, hvilket alt sammen var meget idyllisk og dejligt at opleve. Fulde, højrøstede, mindreårige amerikanere til trods.

Forårsfornemmelser i Hyde Park

Intet London uden Harrods
Et luksuriøst paradis hvor alting er så fint og elegant. Og hvis man slet ikke kigger på prisen, kan man næsten lege, at man hører til og bare lige kigger.

Chokolade. Rigtig meget, rigtig lækkert chokolade.

Og kager og fiiiiine uniformer. Ih altså!

Ville også gerne have fotograferet cremen til 3.000 kroner. Bøtten var utrolig lille, men til gengæld så den flot ud og kan sikkert en hel masse fantastiske ting. ..... (Ja, Andrea, det ér Crème de la Mer)

Tror jeg vender tilbage og køber dem her. Så når I kommer på besøg næste gang, så ved i, at mine dåser er fra HARRODS! Just sayin'....

Status over London so far
Okay, jeg har kun været her en uge, men det føles som meget længere.
Nogen gange lidt som en lejrskole, der er virkelig sjov, men som man alligevel er lidt udmattet af, og gerne vil hjem og slappe af. Men det hele er stadig så nyt, at selv at sove i en ny seng helt alene føles så mærkeligt, at det er svært at lade helt op. Bare det at min gamle sommerdyne er blevet udskiftet med en vinterdyne føles meget underligt.

Derudover bruger jeg meget energi på at skælde ud over nettet, der konstant smider mig af skype. Og det er ikke fordi, jeg er særlig stædig af natur eller har tendens til at beklage mig. Jeg lider som bekendt ligesom resten af familien helst i stilhed (min blog, min udlægning).
Resultatet af at gå i æselmode og tænke, at det eddermame skulle være løgn, har sikkert været meget inspirerende for folk omkring mig - der er nemlig kun net på fællesarealer, hvor alle sidder med computere. Man har op til flere gange kunne at høre mig råbe ind i skærmen: JEG TROR GODT JEG KAN HØRE DIG! NEJ, NU FORSVANDT DU. JEG KAN HØRE DIG - KAN DU HØRE MIG?! HALLOOOOO?! NU KOM DU! NEJ, HOV, HALLO?!

 

Derudover tænker jeg stadig på forårsfrakken fra Oasis, der blev prøvet i verdens flotteste omklædningsrum. Man kan ikke rigtig se det, men det er kææææmpe stort, i en halvcirkel. Okay, de fleste er nok stået af her, men det er hverdagens små glæder. Dem behøver man ikke forstå. Mor. Og Håkon. Okay, tilbage til noget mere konkret: maden. (så er vi med igen). Udbuddet af sundt og lækkert mad i de lokale supermarkeder er overraskende ringe. Har været her en uge, og i dag var første gang, jeg fandt brød, der bare lignede skyggen af noget nogenlunde groft. Oh well. Claus Meyer er tydeligvis ikke et helt så udbredt og elsket fænomen som i Nr. Nissum.

Derudover

Dette er officielt forklaringen på, hvorfor jeg har et hundedyrt oystercard i stedet for at cykle rundt.



Sidst, men ikke mindst, min personlige favorit

P. S.
Så kom min ukrainske roommate. Hun hedder Daria, er virkelig sød, lidt genert og roder, indtil videre, heldigvis ikke.
Nu vil jeg på Starbucks og være overskudsagtig og læse foran til næste semester i deres kæmpe lænestole og bløde sofaer. Ses!