Nogen gange føles det lidt underligt at blogge. Hvem følger med? Kan det virkelig passe, at siden er blevet vist over 1.500 gange? Synes folk, det er fedt nok? Eller har jeg bare gang i verdens største navlepilleri?
Det er en lidt underlig følelse at krænge sjælen ud på en blog, hvor jeg ikke har nogen anelse om, hvem der sidder og kigger med i den anden ende. På Facebook bliver der raskt klikket "like" til mangt og meget, på en blog er der mere stille. I hvert fald på min. Det er lidt en envejskommunikation, og det er egentlig også fint nok. (No hard feelings!)
Jeg har altid ført dagbog, når jeg har været på en betydningsfuld rejse. Både for at huske men også for at bearbejde oplevelserne, mens de endnu var friske, levende og dybfølte. Jeg skrev dagbog som 10årig, da vi tog på orlov til New Zealand og Malaysia i 3 måneder. Jeg dokumenterede grundigt min og Jakobs tur til Cuba efter gymnasiet, og Stine og jeg skrev sammen en bemærkelsesværdig dagbog over vores Interrail efter første år på uni. Dette er også en betydningsfuld rejse, men jeg skriver ikke dagbog. I stedet blogger jeg. På den måde kan de, der har lyst, følge med i mit møde med nye omgivelser, nyt studie, ny by. Og så er det ligeså meget min egen bearbejdning af de indtryk og oplevelser, som London giver.
I sommers havde jeg en Fætter Frelst-periode, hvor jeg i protest mod hele konceptet og dets overfladiske, selviscenesættende kontaktkultur meldte mig ud af Facebook. (De overvåger dig og misbruger dine oplysninger!) Det holdte et stykke tid, men jeg er som bekendt tilbage i gamet. Det var alligevel meget rart, når man startede på nyt tilvalg og endnu mere rart, når man flyttede ud af landet.
Da jeg i mit sidste indlæg skrev om mine besøg hjemmefra, tænkte jeg efterfølgende en del over, om folk dybest set var lidt ligeglade og tænkte: Det var dog godt for hende, but who cares? Da jeg så lavede et album og slog det op på Facebook, begyndte folk at like og kommentere. Er Facebook et tryggere forum at kommunikere i end på en blog? Det tror jeg, at jeg synes. Det tror jeg også, at I gør.
Mig og Byron
Jeg vil fortsætte, hvor jeg slap. Det er blevet hverdage igen, besøget er slut-prut. Jeg må indrømme, at jeg synes, det var noget federe at gå på opdagelse i Londons skæve skattekister end at pløje mig igennem pensum. Det er spændende, interessant og stimulerende at deltage i undervisningen (bortset fra det lorte-filmfag), men har en tendens til at gå død i læsningen. Andreas besøg gav mig et ordentligt spark bagi og fik mig mindet om, hvor fed London er, når dagens projekt går ud på at vælge en bydel og så gå på opdagelse.
Nu er mine to ugers selvvalgte ferie slut, men heldigvis er næste uge undervisningsfri og dedikeret til selvstændigt studie. Det betyder, at jeg ikke har et pensum, der skal gennemtrawles, men at jeg derimod får et lille pusterum til i ro og mag at få skrevet mine essays. Er gået godt og grundigt i stå lige midt i Byron og hans My Soul is Dark. Til gengæld har jeg nu fået mit bachelor-projekt så meget på afstand, at jeg fuldstændig har romantiseret hele processen. Tænker tilbage på tiden som god stempelkaffe, produktive dage med solskin ind af vinduet og en 12'er, der ligesom bare skrev sig selv. Virkeligheden var nok nærmere, at jeg brugte hele dage i nattøj uden at effektivisere arbejdsprocessen specielt meget. Med lejlighedsvis fortvivlelse over tingenes tilstand. (Den klassiske: Fuck! Jeg dumper! Ikke sådan måske, men ret sikkert! Åh nej, det er alligevel en lille smule ærgeligt. Måske skal jeg se endnu et afsnit og SÅ gå i gang... eller ringe til... - hvilket vi jo alle sammen kender.)
Jeg har en sød kæreste, der sagde, at det lidt lød som om, at jeg bloggede i stedet for at skrive mit essay. Sandheden er meget ilde hørt, men jeg vil nok, hånden på hjertet, give ham ret. Og vende tilbage til Byron og hans mørke, mørke sjæl. Han har skrevet et følelsesdigt - smerte og lindring. Regner med uanede mængder lindring i morgen og et essay, der skriver sig selv. Præcis ligesom BA-Projektet.
Det er en lidt underlig følelse at krænge sjælen ud på en blog, hvor jeg ikke har nogen anelse om, hvem der sidder og kigger med i den anden ende. På Facebook bliver der raskt klikket "like" til mangt og meget, på en blog er der mere stille. I hvert fald på min. Det er lidt en envejskommunikation, og det er egentlig også fint nok. (No hard feelings!)
Jeg har altid ført dagbog, når jeg har været på en betydningsfuld rejse. Både for at huske men også for at bearbejde oplevelserne, mens de endnu var friske, levende og dybfølte. Jeg skrev dagbog som 10årig, da vi tog på orlov til New Zealand og Malaysia i 3 måneder. Jeg dokumenterede grundigt min og Jakobs tur til Cuba efter gymnasiet, og Stine og jeg skrev sammen en bemærkelsesværdig dagbog over vores Interrail efter første år på uni. Dette er også en betydningsfuld rejse, men jeg skriver ikke dagbog. I stedet blogger jeg. På den måde kan de, der har lyst, følge med i mit møde med nye omgivelser, nyt studie, ny by. Og så er det ligeså meget min egen bearbejdning af de indtryk og oplevelser, som London giver.
I sommers havde jeg en Fætter Frelst-periode, hvor jeg i protest mod hele konceptet og dets overfladiske, selviscenesættende kontaktkultur meldte mig ud af Facebook. (De overvåger dig og misbruger dine oplysninger!) Det holdte et stykke tid, men jeg er som bekendt tilbage i gamet. Det var alligevel meget rart, når man startede på nyt tilvalg og endnu mere rart, når man flyttede ud af landet.
Da jeg i mit sidste indlæg skrev om mine besøg hjemmefra, tænkte jeg efterfølgende en del over, om folk dybest set var lidt ligeglade og tænkte: Det var dog godt for hende, but who cares? Da jeg så lavede et album og slog det op på Facebook, begyndte folk at like og kommentere. Er Facebook et tryggere forum at kommunikere i end på en blog? Det tror jeg, at jeg synes. Det tror jeg også, at I gør.
Mig og Byron
Jeg vil fortsætte, hvor jeg slap. Det er blevet hverdage igen, besøget er slut-prut. Jeg må indrømme, at jeg synes, det var noget federe at gå på opdagelse i Londons skæve skattekister end at pløje mig igennem pensum. Det er spændende, interessant og stimulerende at deltage i undervisningen (bortset fra det lorte-filmfag), men har en tendens til at gå død i læsningen. Andreas besøg gav mig et ordentligt spark bagi og fik mig mindet om, hvor fed London er, når dagens projekt går ud på at vælge en bydel og så gå på opdagelse.
Nu er mine to ugers selvvalgte ferie slut, men heldigvis er næste uge undervisningsfri og dedikeret til selvstændigt studie. Det betyder, at jeg ikke har et pensum, der skal gennemtrawles, men at jeg derimod får et lille pusterum til i ro og mag at få skrevet mine essays. Er gået godt og grundigt i stå lige midt i Byron og hans My Soul is Dark. Til gengæld har jeg nu fået mit bachelor-projekt så meget på afstand, at jeg fuldstændig har romantiseret hele processen. Tænker tilbage på tiden som god stempelkaffe, produktive dage med solskin ind af vinduet og en 12'er, der ligesom bare skrev sig selv. Virkeligheden var nok nærmere, at jeg brugte hele dage i nattøj uden at effektivisere arbejdsprocessen specielt meget. Med lejlighedsvis fortvivlelse over tingenes tilstand. (Den klassiske: Fuck! Jeg dumper! Ikke sådan måske, men ret sikkert! Åh nej, det er alligevel en lille smule ærgeligt. Måske skal jeg se endnu et afsnit og SÅ gå i gang... eller ringe til... - hvilket vi jo alle sammen kender.)
Jeg har en sød kæreste, der sagde, at det lidt lød som om, at jeg bloggede i stedet for at skrive mit essay. Sandheden er meget ilde hørt, men jeg vil nok, hånden på hjertet, give ham ret. Og vende tilbage til Byron og hans mørke, mørke sjæl. Han har skrevet et følelsesdigt - smerte og lindring. Regner med uanede mængder lindring i morgen og et essay, der skriver sig selv. Præcis ligesom BA-Projektet.
Kære Johanne! Jeg elsker din blog og læser den hver gang :) Jeg følger dig endda på bloglovin! Jeg kender godt navlepiller bekymringen - men stop endelig ikke med at blogge, for jeg vil så gerne følge ned i dit London-liv :) Stort knus!
SvarSletÅh Mette, hvor er du dejlig! (Ved ikke helt hvad bloglovin er, men det lyder også dejligt!)
SvarSletJeg læser din blog ;)
SvarSletOg du har helt ret i at man fortrænger, hvor slemt det er at skrive opgave... selvom man snart burde have lært det.
P.S. det er altså bare nemmere at kommentere på FB
Så VAR der jo nogen derude, er glad for at du læser med, Jakob! Og håber at du i øvrigt har det rigtig godt. Fik du afleveret BA og alt det der?
SletJeg tror aldrig, at jeg lærer at elske opgaveprocessen helt. Bliver altid lidt skuffet over, at jeg ikke kan koncentrere mig i mange timer ad gangen, når jeg nu har sat en hel dag af til det. Til gengæld har jeg nu fået sat mig ret godt ind i Koldau-sagen. Spændende - spændende. Og skræmmende.
Selvfølgelig følger vi med!! :)
SvarSlet