Her sker stadig ikke en skid. Hvis man ser bort fra eksamen. Og det har jeg lidt en tendens til at gøre. (I den forbindelse vil jeg gerne takke Mads og Monopolet, Game of Thrones og DR NU) Men det er virkelig ikke særlig hensigtsmæssigt. Derudover er min hjerne gået i sommerferiemode, hvilket heller ikke er synderligt hensigtsmæssigt. Den skal ret ofte mindes om, at jeg skal læse. Og blive ved med det. Det er lidt her, problemet opstår. Lige nu er min koncentrationsevne ved at være ikkeeksisterende. Efter ca. 10 minutter er jeg i gang med at udføre første og bedste impuls. Uden skygge af rygrad. Åh gud.
Her er jeg imidlertid blevet lidt splittet. På den ene side messer jeg på repeat: Jeg er færdig om 3 dage. Og jeg GLÆDER MIG! På den anden side tænker jeg med tiltagende knugende magefornemmelse: Jamen. Jeg kan jo ikke nå at læse SÅ meget på tre dage. Hvor meget vil være tilstrækkeligt?
Men hvis jeg SKAL vælge side, bliver det nok lettelsen over, at jeg afslutter sidste eksamen om tre dage. Jeg er nået til stadiet, hvor jeg i desperation lader høje ambitioner gå fløjten og bare vil have hele massakren overstået. Så må det gå, som det gå vil.
(Dramaaaaa. Dum-dum-dum-duuuumm!)
For at give et indblik i hvor ynkeligt mit liv rent faktisk er, vil jeg her løfte sløret for min dag:
Jeg slår alarmen fra de to gange, den er sat til og sover lykkeligt videre. Vågner med et sæt og regner ud, hvor mange minutter jeg har inden morgenmaden på slaget 8.30 bliver pakket sammen. (Så så man mig i meget løse yogabukser og uglet morgenhår løbe ned til spisesalen. Mens jeg inderligt håber, at folk ikke rigtigt lægger mærke til, hvordan jeg ser ud.) Efter badning og et mere anstændigt tøjvalg pakker jeg tasken og sidder fem minutter efter på Starbucks, hvor jeg bliver indtil spisetid 17.30. Hvilket er ensbetydende med: tjekke facebook, blogs, viber, skype og googlemail-chatten. Læse-læse, GAME OF THRONES, læse-læse, aftensmad, GAME OF THRONES og så i seng med Mads og Monopolet i ørebøfferne.
Næste dag: Præcis det samme.
Eskapisme, skemalagte måltider og ik-sam-møn. I det mindste får jeg god kaffe imens. Hvilket er en trøst. (Hvis nogen skulle være i tvivl.)
Nogle mennesker lever med mantraet "Smerten er din ven. Du skal elske din smerte." (Karate, soldater og shit. Forestiller jeg mig.)
Jeg tror, jeg burde øve mig lidt mere i at messe "Eksamenslæsning er min ven. Jeg skal elske min eksamenslæsning."
Okay, who am I kidding, eksamen er en bitch og jeg gider ikke mere nu!
Jeg vil have mit liv og mit London tilbage. Nu! Jeg har allerede planlagt alt det, jeg skal efter eksamen. Mange gange. Længe.
Her er jeg imidlertid blevet lidt splittet. På den ene side messer jeg på repeat: Jeg er færdig om 3 dage. Og jeg GLÆDER MIG! På den anden side tænker jeg med tiltagende knugende magefornemmelse: Jamen. Jeg kan jo ikke nå at læse SÅ meget på tre dage. Hvor meget vil være tilstrækkeligt?
Men hvis jeg SKAL vælge side, bliver det nok lettelsen over, at jeg afslutter sidste eksamen om tre dage. Jeg er nået til stadiet, hvor jeg i desperation lader høje ambitioner gå fløjten og bare vil have hele massakren overstået. Så må det gå, som det gå vil.
(Dramaaaaa. Dum-dum-dum-duuuumm!)
For at give et indblik i hvor ynkeligt mit liv rent faktisk er, vil jeg her løfte sløret for min dag:
Jeg slår alarmen fra de to gange, den er sat til og sover lykkeligt videre. Vågner med et sæt og regner ud, hvor mange minutter jeg har inden morgenmaden på slaget 8.30 bliver pakket sammen. (Så så man mig i meget løse yogabukser og uglet morgenhår løbe ned til spisesalen. Mens jeg inderligt håber, at folk ikke rigtigt lægger mærke til, hvordan jeg ser ud.) Efter badning og et mere anstændigt tøjvalg pakker jeg tasken og sidder fem minutter efter på Starbucks, hvor jeg bliver indtil spisetid 17.30. Hvilket er ensbetydende med: tjekke facebook, blogs, viber, skype og googlemail-chatten. Læse-læse, GAME OF THRONES, læse-læse, aftensmad, GAME OF THRONES og så i seng med Mads og Monopolet i ørebøfferne.
Næste dag: Præcis det samme.
Eskapisme, skemalagte måltider og ik-sam-møn. I det mindste får jeg god kaffe imens. Hvilket er en trøst. (Hvis nogen skulle være i tvivl.)
Nogle mennesker lever med mantraet "Smerten er din ven. Du skal elske din smerte." (Karate, soldater og shit. Forestiller jeg mig.)
Jeg tror, jeg burde øve mig lidt mere i at messe "Eksamenslæsning er min ven. Jeg skal elske min eksamenslæsning."
Okay, who am I kidding, eksamen er en bitch og jeg gider ikke mere nu!
Jeg vil have mit liv og mit London tilbage. Nu! Jeg har allerede planlagt alt det, jeg skal efter eksamen. Mange gange. Længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar