torsdag den 22. marts 2012

Alle gode gange tre (St. Pauls)

På skideren
Citat studieordningen:
"The assessment is designed to allow students to demonstrate their acquired knowlege and developed understanding of the cinema as a source for historirans. In addition, it is intended to allow students to demonstrate the key skills of blah blah and of the use of computing technology in support of oral communication."

Computing technology? Ehm.. Shoot me.


St. Pauls 
I dag har jeg set St. Pauls Chathedral. For tredje gang. Første gang var den, som den opmærksomme læser vil huske, lukket for offentligheden. (Noget med indsættelse af en ny biskop. Burde sådan noget egentlig ikke være offentligt?) Anden gang var et impulsivt visit med Andrea, fordi den ligger så tæt på Tate Modern, hvor vi var på vej hen. Nok var det flot, men vi skønnede dog ikke, at vi gad kaste penge efter at blive lukket ind, så vi drev relativt hurtigt videre. Men denne gang fik hele kunstholdet billetter, og ind kom vi.


Der var flot. Rigtig, rigtig flot. Jeg lagde mig ned på ryggen på marmorgulvet og lå og så på det overdådige loft. Det består af én kæmpe og en masse mindre kupler dekoreret med fine udsmykninger i bladguld. St. Pauls er fra barokken, hvilket, lidt populært sagt, er ensbetydende med 'bling' og for meget-hed. Der er guld og overdådigheder overalt og det er helt klart meningen, at man skal imponeres. It's over the top. Jeg forstår dem dog fuldt ud. Hvis man skal bygge en katedral, så kan man ligeså godt gå all in og bygge den, så det siger spar to.

Jeg syntes dog desværre ikke, der var så meget spar to over krypten. Måske er jeg bare lettere at imponere udsigtsmæssigt. Jeg blev i hvert fald betragteligt mere bjergtaget, efter at have trådt de 257 trin op til the Whispering Gallery. Dét var fedt! En stor cirkel med sidepladser hele vejen rundt og med udsyn ned til grundplanet. Så flot. Hviskedelen består i, at man kan kan hviske en besked fra den ene side af cirklen og så høre beskeden på den helt anden side, hvis man lægger hovedet helt ind til muren og lytter. Så det gjorde vi. Det var faktisk virkelig sjovt. Fra hver vores side af katedralen med front mod hinanden hviskede vi små kommandoer til hinanden. Vink. Op at stå. Rør næsen. Mit indslag var, at den anden gruppe skulle give hinanden et gruppekram, det så så sødt ud, da fem mand, for alle andre ud af det blå, med et rejste sig op og alle sammen knuste hinanden. Min favorit var, da vi fik besked på at samle hænderne over hovedet og snurre rundt som ballerinaer. Det må have set ret sjovt ud for resten af de besøgende.

Vores guide her var en meget metroseksuel mand, der med stor entusiasme fortalte om katedralens tilblivelse. Det blev alt, alt for meget, da han gav os roller. Fire piger blev biskopper, en fyr blev arkitekten, en blev konge og skulle sågar underskrive et dokument. Han så lidt pinlig berørt ud, men fik hurtigt nedkradset nogle fiktive, meget hurtigt skrevne linier. Christ.



Efter dagens religiøse indslag trådte jeg atter ud, og et hav af D-vitaminer mødte mig. Der var solskin og der var VARMT! Og der sad mennesker i pæne habitter og spiste deres frokost udendørs på bænke og blomsterbedskanter. Most lovely

ALLE omkring St. Pauls går rundt i jakkesæt og skjorter og ser meget indflydelsesrige ud.

Og her har I så forklaringen:


For mit vedkommende tog jeg tuben hjem til Hampstead. På den lokale Starbucks spillede de reggae. Jeg tror, jeg har besluttet mig for, at det er fedt. Jeg var i hvert fald okay tilfreds med min hvide moccachino. Kaffe blandet med hvid chokolade. Blev bare nødt til at prøve. Og i dag var sidste dag, hvor jeg kunne få en lækker drik til halv pris. Det var skønt, så længe det varede.

Bureaukrati

Brugte eftermiddagen på at skrive en ny motiveret ansøgning til Aarhus Universitet. Westminster gav mig nemlig ikke alle de førsteprioriteter, som jeg på forhånd havde fået godkendt. (Hvilket ikke burde være den helt store overraskelse. Heller ikke for AU.) Så nu skal jeg have godkendt to fag, fik jeg lige at vide. Hvad mon der sker, hvis de ikke bliver godkendt? Har ikke haft indtryk af, at det har været svært at få godkendt sine individuelle tilrettelagte forløb, men sikke en omgang bureaukratisk papirnusseri!

Aftentur
I går gik jeg en lille aftentur omkring Hampsteads hovedgade, og dumpede ind i Zara Home. Og fandt en kande, som desværre ikke ligner en, der bliver helt let at transportere hjem. Men den er vitterlig flot. Jeg tænker, at den vil gøre sig godt til udendørs middage, med hjemmebagt brød, lækre salater og masser af vin. 
Jeg fandt også tallerkner. (Selvom de nok ikke kommer til at rangere helt ligeså højt som kanden på min ønskeliste. Men indtil jeg kan få mig et voksen-og-etablet-nu-med-rigtig-løn lækkert flødefarvet stel, har jeg tænkt mig at fortsætte kollegiestilen og blande alt hulter til bulter. Hvis INTET matcher kan det nemlig være ret charmerende! På den unikke måde.)


Sådan ser Hampstead ud ved aftentide med en lettere ramponeret I-Phone i hånden. (Jeg savner mit stjålne spejlreflekskamera. Dumt jeg aldrig fik købt et nyt.)

What up!
Uden for St. Pauls:
Jeg ved ikke om det så småt er ved at skinne igennem, men jeg er vild med den fine, gamle bygningsstil.

Hampstead hovedgade i solskin en sen onsdag eftermiddag ved femtiden.

Det bedste sted at købe æbler er Hampstead Community Market. Fanget liiiige inden han lukkede. Den søde mand var i hopla og bedyrede, at det aldrig var for sent at bruge penge. Ham kan jeg godt lide.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar