Jeg for vild. Men fik set lækre Bloomsbury.

Jeg har hidtil stædigt fastholdt, at min retningssans er ganske udemærket. Måske ikke perfekt, men stadig fin nok til husbehov.
Jeg trækker det hermed ubetinget tilbage. (Og jeg vil ikke høre kommentarer om det - Håkon og Stine! Håkon, der lige fik fyret af, at det jo ikke gjorde noget, at jeg var født uden stedsans, fordi han havde nok for os begge. Magen til flabethed!!)

Anyway. I dag kom Emøke, Håkons mor, til London. Hun havde en hel dag her, inden hun skulle videre til Liverpool, og vi havde aftalt, at jeg skulle vise hende Islington og Hampstead Heath. Jeg tænkte: Det bliver skide hyggeligt. At jeg ikke har det helt store kendskab til det naturskønne område, skal da ikke forhindre mig i at vise rundt. Det gik også rigtig fint - på vej ned for at starte ud med en crepé i den lille pandekagebod. (Denne gang blev det en madpandekage. Det var slet ikke dårligt, selvom den ikke slog den belgiske chokolade. Til gengæld var den mere yndefuld at spise. Læs: Jeg havde ikke chokolade ud over hele hovedet og lignede en griset men glad treårig.)

Tilbage til mig som guide, hvor jeg til gengæld udmærkede mig ved at føre os fuldstændigt på vildspor. På den positive side vil jeg sige, at vi fik set nogle af Hampsteads smukke gamle huse. Og et virkelig pænt tulipantræ, der næsten skal til at springe ud.

 Ehm. På den mindre heldige side fandt vi så ikke rigtig the Heath. I hvert fald ikke det Heath, der så smukt er beskrevet i guidebøgerne. Men jeg ved, at det er der. Jeg kender folk, der har set det. Lover at sige til, hvis jeg en dag finder det.

Efter at have travet en hel ny del af Hampstead tynd (ligeså flot, charmerende og mondæn som resten af området) tog vi tuben videre til Islington. Og her kom jeg igen på vildspor. Jeg plejer glad og fro og at stige af ved Angel, denne gang steg vi af et helt nyt og spændende sted. Emøke spurgte henkastet, om jeg havde styr på, hvor vi var.
Mig: Ehm.. Ikke sådan rigtigt. Vi skal måske til højre. Eller venstre? Jeg tror, det måske ligger derhenne af.. Ha! så meget for at bo her og tro, at man har styr på byen. Oh well. Emøke var heldigvis som altid cool og tog alle vildfarelserne utrolig pænt. 

Og til gengæld kom vi forbi det fedeste tårn slah slot slash kirke. Der gad jeg godt gå i skole, eller have bibliotek. Eller bo.

Til sidst, efter at have set en masse forskellige huse, fandt vi frem til det Islington, jeg kender med den dejlige vintage. Blev forelsket i en lysegrå kashmir-trøje. Tror jeg skal ind og prøve den i næste uge. (Tænkte, at hvis jeg ikke prøvede den, ville jeg nok heller ikke købe den og slå den ud af hovedet. Den taktik virker hidtil ikke rigtigt efter planen.) Efter en omgang meget fornøjelig butikskiggeri byttede vi den planlagte damefrokost ud med en traditionel herrefrokost på en gammel pub. Very, very lovely. Og meget bombastisk. Det føltes engelsk på den gode måde, hvilket er ret sjældent, når vi snakker mad. Tænk pølser, saftig, krydret kylling, de obligatoriske steakhouse chips og store øl i mørke, tunge lædermøbler. 

Efter Islington viste Emøke mig det London, som hun kender. Det blev kogt ned til Bloomsbury, som jeg hidtil kun kender fra Virginia Woolf og det slæng. Men Bloomsbury er fedt. Det minder mig om Trøjborg. Hyggeligt, afslappet og lækker stemning. Et af de mange, mange steder i London, hvor jeg gerne vil bo. Ikke at jeg er særlig ked af Hampstead.

Emøke havde ret meget bedre styr på vejen, og jeg blev præsenteret for en bogbutik, der udmærker sig ved at sælge virkelig, virkelig billige bøger. Og tilmed med 10 pct. i studierabat oven i. Hagen ved sådanne ordninger er tit, at bøgerne er trykt på noget trist papir med små bogstaver. Men ikke disse. De var lækre og indbydende. Og kan for meget rimelige priser sendes til Danmark. Håber virkelig, at jeg kan finde den igen! Ej. Det kan jeg godt. Det bliver jeg nødt til.

En hyggelig dag med trætte fusser blev afsluttet på Starbucks, hvor vi sad med front ud mod gadelivet.  De har opgraderet deres kaffer og smækker nu et ekstra skud kaffe i de almindelig bestillinger til samme pris, jeg er så meget fan! Derudover har de også gang i projektet "gør international kædekoncern personlig", og skriver ens navn på plastickruset. Det virkede. Mens jeg stod og ventede på at få udleveret latterne, spurgte den venlige fyr bag kaffemaskinen, om jeg var Joanna. Gik til bekendelse. Troede det var et billigt PR-stunt men må indrømme, at det altså gør en forskel, når de siger: Værsågod, Johanne! I stedet for bare at lange dem over disken. Derudover får man sig et billigt grin, hver gang de stakkels ekspedienter kæmper for at stave folks navne.